Idé og
Koncept

Læs mere ↓

Idé og Koncept på Den Danske Reklameskole er for dig der vil leve af kreativ kommunikation, enten som kreativ eller projektleder. Du vil lære af de bedste — og blive en af dem.

På Idé & Koncept lærer du først og fremmest at få gode idéer. Idéer, der kan ændre adfærd, ændre samfund og måske også din egen karriere. Under forløbet, der foregår to aftener om ugen, får vi besøg af undervisere, der arbejder med kreativitet til hverdag. Mennesker, der har skabt toneangivende reklamekampagner, kulturelle forandringer, løst samfundsproblemer og fået millioner af mennesker til at hoppe med på vognen.

Vi arbejder ud fra devisen: Learning by doing. Det meste af undervisningen består af opgaver og øvelser. Undervisningen foregår om aftenen, så du kan tjene til føden om dagen. Og har du ikke mulighed for at deltage i vores lokaler i hjertet af København, kan du deltage online.


Lær af dem, der arbejder med det

Den Danske Reklameskole har eksisteret i over 20 år. Gennem årene har vi udklækket markante profiler til reklame- og marketingbranchen. Mange af vores tidligere elever er i dag toneangivende personligheder, der heldigvis for os, ikke er for fine til at komme forbi og lære fra sig. Vi vil gerne være så tæt på virkeligheden som muligt. Derfor er det folk der lever af deres kreative gen, som underviser. Vi tror på, at det er en filosofi, der fungerer i praksis. For dig er det en garanti for at uddannelsen kan bruges i den virkelige verden.


Hvad du får ud af det

Når du er færdig på Idé & Koncept har du skabt en værktøjskasse med konkrete redskaber til at finde frem til idéer og koncepter. Evnen til at se forskellen på en god idé og en dårlig idé, en god forståelse for hvordan man skaber kulturel relevans og kommunikerer så du er til at forstå. Samtidig får du et stærkt netværk både i reklamebranchen og med dine medstuderende. Samt et portfolio med kreative løsninger du har skabt for virkelige kunder med virkelige problemstillinger.


Hvem er uddannelsen for

På Idé & Koncept optager vi både dig der vil lære at udvikle kreativ kommunikation og dig der som projektleder vil lære at forstå og facilitere den kreative proces bedst muligt.

Vi har ingen ‘typisk’ studerende på holdet – alle hold er meget forskellige. Nogle kommer direkte fra gym, nogle er midt i et karriereskift, andre arbejder allerede med kreativitet og ønsker at bygge mere kompetence på, mens nogle bruger uddannelsen til øge deres chancer for at blive optaget på eftertragtede uddannelser som DMJX, Hyper Island, London School of Communication Art og Miami Ad School. Det betyder også at undervisningen er meget flydende og er tilpasset hvert år i forhold til holdet.


Den Handlende Idé

På Idé & Koncept underviser vi ud fra vores reklamefilosofi Den handlende idé. Den handlende idé går ud på at fortælle historier med handlinger i stedet for med ord. Selvom vi lærer hvordan en god film skrives, hvordan man er sjov og hvad der virker på TikTok, så er den primære del af undervisningen bundet op på at vi skal handle mere end vi taler.

 
Begrænsede pladser

På Idé og Koncept kan du deltage som fysisk- eller onlinestuderende. For at komme i betragtning til en af de 25 fysiske pladser på Idé og Koncept skal du sende en ansøgning i form af et kreativt selvportræt. Søger du ind som onlinestuderende, behøver du ikke sende nogen ansøgning, men kan gå direkte til tilmelding efter først til mølle-princippet. Vi optager max 12 onlinedeltagere.

Vil du vide mere er du velkommen til at besøge os på vores infomøde. Du kan også læse mere om vores undervisere eller nærstudere de praktiske detaljer, såsom studietur til Cannes Lions International Festival of Creativity, pris og vigtige datoer. Følg os også på Instagram hvor vi løbende fortæller om uddannelsen og viser det arbejde frem som eleverne har skabt.

Et par gange om året holder Den Danske Reklameskole gratis masterclass. Her er du hjerteligt velkommen

Fagansvarlige

Neela Menik

Fagansvarlig, Idé og Koncept
+45 5338 6054
neela@dendanskereklameskole.dk

Kenneth Kaadtman
Kenneth Kaadtman

Fagansvarlig, Idé og Koncept
+45 5369 0045
kenneth@dendanskereklameskole.dk

Per Holm Henriksen

Fagansvarlig, Idé og Koncept
+45 3070 8039
per@dendanskereklameskole.dk

Følg Idé og Koncept